3 enkle måder at forbedre dit liv på

Jeg tænkte det var tid til lidt af de tips og tricks jeg bruger for at holde dampen oppe, humøret højt og energien og forholdene ved lige. De er alle ting, jeg forsøger at gøre hver eneste dag. Det lykkes i større eller mindre grad, og det gør mig så meget mere tilfreds med mit liv. Du kan jo vælge en eller flere at prøve af og se om det gør en forskel for dig. Men prøv at gøre det til en vane, for en enkelt dag en gang hver anden måned rykker ikke så meget, som hvis du gør det hver dag :)
Kast dig ud i det, de er pære nemme og enkle, selv mine børn kan finde ud af det ;)

  1. Skriv taknemmelighedsdagbog. Hver aften fx før du går i seng skriver du 3 ting ned du er taknemmelig for i dit liv. Uanset hvor træls en dag du har haft, er jeg sikker på at der er noget du kan være taknemmelig for. De dage er det ekstra vigtigt at fokusere på at der faktisk ER gode ting i dit liv og det er sådan en god måde at slutte dagen af på. Det giver ro og afslutter dagen med noget godt. Skriv samtidig gerne 3 ting ned du anerkender dig selv for. Jeg har ihvertfald tit brug for at koble mentalt fra den to-do-liste, der ofte kører rundt i mit hoved om aftenen og som jeg ikke kan overskue når jeg bliver træt. Dette hjælper mig til at slappe af med det jeg allerede HAR gjort godt. Og hvem kan ikke bruge lidt daglig anerkendelse? - så giv dig selv den.
  2. Har du en partner er det rigtig rigtig gavnligt at fortælle ham(/hende) hvad du sætter pris på ved ham. Hvad du er taknemmelig for eller værdsætter. For eksempel: Tak skat fordi du slog græs i dag, det pyntede virkelig. og så var det så sødt af dig at huske hvilken mælk jeg gerne ville have du køber, tak. I øvrigt klæder den skjorte dig du havde på i dag. Det er efter en sådan OPRIGTIG omgang at det måske vil være nemmere at få ham til at samarbejde om noget du gerne vil have til at ske. fx: Jeg ville blive så glad hvis du kan nå at vaske bilen inden jeg skal afsted på lørdag, vil du gøre det for mig? og jo, du kan kommandere med ham, det er bare sjældent særligt givtigt i længden og hvis du mærker efter, sikkert ikke det du allerhelst vil og han heller ikke.
  3. Start dagen med noget der er vigtigt for dig eller du elsker. Det er sådan en god måde at sætte tonen for dagen. Måske er det at vågne til noget dejlig og rolig musik, Måske en dans, et duftende bad, sund morgenmad, læse lidt, meditere, løb eller kram med ungerne. Hvorfor vælte ud af sengen og lade tilfældet råde over hvordan din dag bliver, når du bevidst kan vælge nogle gode ting for dig. Ja, tilfældigheder vil nogen gange at det ikke bliver som planlagt, men du får mange flere gode morgener og dage, hvis du bliver ved med at forsøge, for indimellem vil det lykkes. Og den intention og energi, der ligger i at prøve, at bevidst vælge det gode for dig, smitter af på hele dit liv.

Håber du har lyst til at prøve det af, start med den der tiltaler der mest. Der er ingen bør eller skal her, kun forslag, som du kan vælge at lade dig inspirere af. Jeg er meget optaget af hvordan jeg og du kan få et endnu bedre liv, og det er ikke med tvang det sker. Men med taknemmelighed og bevidsthed om hvad der gør godt og så en ordentlig portion lyst og leg oveni, så har du en god cocktail til der kan drikkes hele året uden du blir bims i låget ;) (Så skulle det lige være af lykke :D)
Må du nyde de lune, lange aftener for tiden og det helt vidunderlige vejr - så er sommeren skudt i gang.

Happy Thoughts - bøgerne gør det endnu nemmere for dig at huske de gode ting i livet.

Happy Thoughts - bøgerne gør det endnu nemmere for dig at huske de gode ting i livet.

Kan i øvrigt anbefale denne lille bog, der gør det nemmere for dig at samle de gode ting, du gerne vil huske på og fokusere på. Den er lille og nem lige at have ved hånden eller i tasken, så du kan have den der, hvor du nu har lyst til at skrive alle de gode ting ned. Super fin og nem at bruge. Du kan købe den her
(PS. Jeg får ikke noget for at anbefale den, det er en ren servicemeddelelse :))