Hvad jeg lærte af OL i Rio...

Ja, nu var det selvfølgelig kun som tilskuer ved skærmen jeg har været deltagende og indlevende. Jeg synes det er sjovt at se al mulig forskelligt sport, at heppe på atleter og begejstres over resultaterne, men i virkligheden nyder jeg aller mest alle de følelser, man kan være vidne til. Dem der træner et helt liv for at få det til at kulminere i et enkelt event.

Jeg bliver rørt, jubler, mærker ærgrelsen og skuffelsen helt ind i marven, når atleterne gør det. Og det var noget af det der gik op for mig undervejs, at jeg ikke tuder uanset hvilken reaktion vinderne har, men at min reaktion afspejler deres!
Det har taget mig noget tid at indrømme, at jeg er en der tuder til medaljeceremonier (og alt muligt andet), men nu er det gået op for mig at det er empati, en kvalitet jeg kan glæde mig over og bestemt ikke skal skamme mig over.

Da Pernille Blume vinder sin imponerende og fantastiske guldmedalje, er hun ikke favorit og hun smiler større end nogen anden INDEN hun hopper i bassinet. Hun sagde selv at hun ville bare ville nyde det og køre sit eget løb. Der var intet pres på hende. (Ligesom der ikke var pres på håndboldherrerne i finalen og de derfor kunne spille frit, uden forventninger, men bare spille deres eget spil og gøre deres bedste).

Det er noget af det jeg selv prøver at være opmærksom på i hverdagen. For når jeg lægger pres på mig selv, om at skulle nå eller præstere noget bestemt, er det for det første ikke nær så sjovt. Kreativiteten daler og udfaldet er sjældent særligt tilfredsstillende.
Til gengæld hvis jeg finder en sjov, nydelsesfuld vinkel og slækker presset på mig selv, oplever jeg hurtigere at få opgaverne fra hånden og bedre resultater oveni.
Jeg kender det selv fra morgener, hvor jeg er presset og prøver at skynde mig at blive færdig og nå ud af døren. Det er dér, jeg får spildt på tøjet, nøglerne er pludsellig væk og ungerne bliver genstridige. Det samme sker for mine store børn, som render rundt som høns uden hoved, hvis de går i panik over at have travlt, de vælter nærmest rundt og får ikke gjort noget, energien bliver brugt på at panikke i stedet for at finde løsninger.

Jeg er fuldstændig overbevist om at vi præsterer bedre alle vegne hvis vi har det sjovt og nyder det vi gør, i stedet for at se på det vi bør præstere og gøre. Derfor er det mentale arbejde rigtig vigtigt for sportsudøvere, så de kan håndtere presset, men det er også vigtigt for os andre, hvis vi gerne vil præstere, uden pres og på en mere nydelsesfuld måde. Børn lærer fx. heller ikke fordi nogen siger at de skal lære at læse.

Vi er voksne, der presser os selv, men også har mulighed for (at lære) at tage noget af presset væk igen, at slappe mere af, være os selv og give noget endnu bedre til dem omkring os, uanset om det er i vores arbejde, hjem, fritidsaktiviteter eller relationer.

Hav det sjovt med det du laver - det virker for mig. Og du skal ikke vente til i morgen - tænk på hvad Blume ville gøre :)