Nr. 1 på listen over tidsspilde

Jeg er netop hjemvendt fra en længe ønsket og dejlig tur til London med familien. Men vi skal lige skrue tiden tilbage til før vi tog afsted. Faktisk til da turen viste sig endelig at blive en realitet og ikke bare et punkt på min ønske-to-do-liste for i år.

Det var lige da begejstring-rusen havde lagt sig og de praktiske ting begyndte at poppe op i hovedet og på huskesedler.
Dér kom tankerne ræsende, som elefanter i et virkelig utjekket og utæmmet cirkus: hvordan skal det dog gå 2 dage alene i London med 3 børn og selv at tage flyveren hjem med dem også. Kan vi finde ud af at underholde både ham på 12 og den mindste på 2 og så hende på 9, der helst vil se på bamser :D. Og hvad med mad og med flyveturen og skal den yngste forberedes og hvor grundigt skal det gøres osv osv.
Alle tanker, der har en form for beretigelse, hvis man tog det som ideer til konstruktiv forberelse til turen. Men hvis man, som jeg blev overvældet og ramt af både frygt og bekymring og pludselig bare følte det hele var uoverskueligt og svært, er det bedre at stoppe op.
Det gjorde jeg: stoppede op og tjekkede med mig selv.

Det jeg ville fylde min tid med, var glæden og oplevelserne ved turen. Ikke bekymringer og frygt og stress.
Jeg kan alligevel ikke forudse alting og tankerne omkring, hvad der kan ske er som regel MEGET værre end det, der rent faktisk sker.

todays peace.jpg

Altså er der ingen grund til at frygte at flyve alene hjem med 3 børn. Det er nemmere og sjovere at være glad, prøve at nyde turen, så bliver det også nemmere at løse problemer, hvis de rent faktisk opstår OG nemmere at smitte ro til ungerne. (Både din stress og ro opfanges og smittes dine børn).
Så inden vi kom afsted, fik jeg mindet mig selv om, hvordan jeg vil ha' det og hvad jeg vil bruge min tid og energi på.
Jeg fandt løsning på at mangle pas til den yngste, og med taknemmelighed og stolthed over at kunne fikse det.
Jeg brugte ikke (al for meget) tid på at være bekymret over noget, der ikke blev problemer overhovedet og i stedet føler jeg mig mere opmærksom og ovenpå, end hvis jeg var gledet ned af bekymringsstien (som tit kan være spejlglat ;)).
Jeg mødte det også hos knægten på turen. Han blev pludselig bekymret for at hans fødselsdag måske ikke ville blive fødselsdags-agtig nok, fordi den ikke var som den plejer. Han brugte faktisk en hel aften på at panikke og være ked af det.
Det synes jeg både var synd og spild af tid, og dagen endte da også med at være helt ok. Anderledes, men stadig med mange fødselsdagselementer, så han var tilfreds da dagen var slut.

Min konklusion er, at når bekymringer ødelægger humør, udsyn og konstruktivitet er de simpelthen den største spild af tid der findes.
Selvom det er “all over the news”; hvordan skal det dog gå med Breixit, blodprop-risikoen, brande, borgermøder og Brangelina?
Jeg mener ikke det hjælper mig at eller andre at sidde og blive bekymret, til gengæld er det fantastisk, hvis bekymring eller utilfredshed leder til handling. Om det er indsamlinger til flygtninge eller en kærlig sms til din syge veninde, protester mod Ipads i vuggestuer eller andet der giver dig kraft og energi i stedet for at tage den.
Så nyd nuet eller gør noget ved det.
En generalisering måske, men den kan være handy at huske på, hvis du glider ned af bekymringsstien og gerne vil væk :)
Det prøver jeg selv at huske.