Hvad jeg har lært af 11 års ægteskab

Jeg havde 11 års bryllupsdag i lørdags og jeg kom til at tænke på hvad jeg har lært i de pænt mange år vi efterhånden har været sammen.
Hvad har det givet mig at være gift med den samme mand indtil nu… Det åbenlyse er børn, hjem og en at dele kærligheden og interessen i sine unger med. Men derudover har jeg lært en masse om mig selv, mine relationer og i særdeleshed hvor vigtig kommunikation er.

Helt konkret har jeg måtte øve mig i at kommunikere det jeg ærligt føler, uanset hvor forkert eller svært jeg synes det er. Det er ikke altid, det fungerer lige godt, men i det mindste brænder jeg ikke inde med noget og lader det nage og give udslag i uplacerbare utilfredsheds-ytrelser.

Jo mere ærlig og oprigtig jeg kan være og vise min sårbarhed og følelser, jo nemmere er det at nå et andet menneske. Når jeg tør vise min mand, hvordan jeg VIRKELIG føler, er chancen større for at han lytter, mærker og måske endda forstår. Når jeg bliver hørt, fordufter dramaet, jeg ellers kan diske op med, og det bliver nemmere at arbejde sammen om løsninger, der gavner os begge. Det kan være meget sårbart at være ærlig og vise det der gemmer sig indeni, men jo mere vi sænker forsvaret og åbner op, jo stærkere er vores forhold.

Og det går begge veje. Jo bedre jeg bliver til at lytte og ikke bare forsvare mine meninger og synspunkter, des større åbenhed får jeg fra ham.
Jeg lærer også at give mere plads. Der er sørme en anden der har følelser, som kan være svære at håndtere (ligesom mig) og vi kan BEGGE have brug for plads og ro til at være i dem og lade dem falde lidt til ro. Egentlig ville jeg helst ytre mine følelser, holdninger, synspunkter lige her og nu, når jeg mærker dem, men det er jo som at insistere på at sejle ud, når havet er allermest i oprør og stormen raser stærkest. Det er jo direkte dumt ;)
Jep, jeg er ikke altid lige smart og følelserne kan løbe af med mig. MEN jeg bliver bedre og øver mig og så ER det faktisk nemmere at kommunikere, når ikke hele det følelses-show tager over (hvilket det nemt gør her i huset).

Jeg er blevet opmærksom på og bedre til at give udtryk for det der er godt, det jeg værdsætter og glæder mig over ved ham og vores forhold, hvilket giver os begge større tilfredshed og mere anerkendelse.

Jeg har lært at det er smartere at bede om hjælp, i stedet for at anklage min mand for ikke at gøre det godt nok og brokke sig (ok ærligt, så har jeg stadig meget at arbejde med her, men jeg øver mig ;)) og jeg har fundet ud af at det er bedre for os alle, mand, børn, mig, at jeg giver klart udtryk for det jeg ønsker mig.
Det kræver bevidsthed om hvad jeg vil ha’. Af en eller anden grund har det været mere nærliggende for mig at vide, hvad jeg IKKE vil ha'. Så jeg har måtte øve mig i at finde ud af, præcist hvad jeg ønsker mig og vil ha’, og så bede om det eller finde løsninger til hvordan det kan lade sig gøre.

Inden vores 12 års bryllupsdag, må jeg ha´en snak med ham og fortælle ham, at det ville være rigtig dejligt, hvis han arrangerede hvordan næste bryllupsdag skal fejres (og at det gerne må inkludere en eller anden form for påskønnelse i form af en gave, et kort eller anden kærlighedserklæring ;)), men også hvor meget jeg nød at fejre denne dag sammen med ham og hvor glad jeg er for at han lytter og prøver at gi' mig det jeg ønsker.
Så skål for bryllupsdage og gaver - uanset formen de kommer i :)